aabk

AaBK i oprykningsspil

S1Ref
7. november 2009 - 21:07 af: Jesper Rohden

Med en 3-2 sejr på udebane i den sidste turneringskamp i Jyllandsserien, tilkæmpede vores drenge sig de tre point der sikrede en tredjeplads i rækken og det giver så en plads imellem de hold der i foråret skal spille om oprykning til Danmarksserien.

Målscorer:
03. min. 1-0 FCSV
09. min. 1-1 Thomas Gormsen
12. min. 1-2 Jacob Stolberg
36. min. 1-3 Thomas Gormsen
57. min. 2-3 FCSV

Udskiftninger:
60. min. Ind: Alaa Hassan - Ud: Peter Lykkegaard
65. min. Ind: Jack Nykjær - Ud: Dennis Friis
66. min. Ind: Robin Hansen - Ud: Jacob Stolberg
75. min. Ind: Dennis Friis - Ud: Jesper Hoffmann
80. min. Ind: Jacob Stolberg - Ud: Jack Nykjær

Kort:
33. min. GULT Jacob Raun
42. min. GULT FCSV

En kæmpe holdindsats sikrede sejren
SUB Sønderborg hentede et enkelt point i deres kamp imod Sædding / Guldager IF, og det gjorde at vi ikke havde haft nok i et enkelt point, men til gengæld viste det sig at være godt for hjemmeholdet fra FC Sydvest, der på denne måde sikrede "oprykningen" selv efter et nederlag.

Helt som ventet udviklede oprykningskampen sig fra start til en rigtig herredyst, hvor begge hold viste fightervilje og på intet tidspunkt satte tempoet ned eller viste tegn på fodboldtræthed, selv om bane og vejr ikke indbyder til poleret fodbold mere.
Og det må siges at hjemmeholdet kom bedst fra start, da de allerede efter omkring tre minutter får tilkendt et frispark kort uden for vores felt. Vores keeper Carsten Hansen når kun at få råbt efter en opstilling af muren, før en hvidklædt modstander sparker bolden i en blød bue mod fjerneste opstander, hvor Carsten ikke kan nå at blokere den ordentligt, og så stod der pludselig igen 1-0 til modstanderne, kort inde i kampen. Kort efter har hjemmeholdet en ny stor mulighed da en af deres lange bolde ender hos en fri mand i feltet, men Carsten hiver en storredning frem af posen og så var det vores tur til at overtage showet.
Men i modsætning til de sidste kampe, var der ingen af vore spillere der faldt fra denne gang, tværtiomd blev indsatsen sat et gear op, og samtidigt viste Thomas Gormsen igen lidt skarphed i front, så bare seks minutter senre kunne han helt fortjent sætte bolden ind til udligning 1-1.
Udligningen gav hele holdet et ekstra boost og kort efter er det Waldemar Stachowiak der fra højre side sender en bold ind i feltet, hvor Jacob Stolberg stiger til vejrs og sætter panden på til en AaBK føring.
Med føringen var det nu os der havde oprykningen sikret, men heldigvis var der ikke noget der fik holdet til at stoppe op, men anført af en storkæmpende Dennis Friis fortsatte man fighten på midtbanen, hvor det ofte lykkedes at få stoppet sydvest opspil.
Med ti minutter til pause måtte midtbaneslider Jacob Raun slutte halvlegen på bænken efter et gult kort, og det gav en smule uro lige efter, inden man havde fået rokeret rundt på resten af holdet. Men heller ikke dette kunne vælte moralen og meget bedre blev det kort efter, da Dennis Friis stikker en bold frem til Thomas Gormsen, der sikkert sætter ind til 3-1 føring, som holder til pausefløjtet.

Med 3-1 føring kunne man måske godt forfalde lidt til henholdende spil, men ikke denne lørdag, hvor alle spillerne fortsatte hvor de slap fra starten af anden halvleg også. Godt nok sneg der sig et par fejl ind undervejs, men ikke mere end at der fortsat var styr på kampen.
Kort inde i halvlegen får vi spillet os frem til en ny stor mulighed, da Waldemar Stachowiack jagter en næsten håbløs bold på baglinjen, og med en lang tå får den sendt ind til Stolberg, men hans skud bliver reddet helt nede ved foden af stolpen, med en klasseredning.*
Efter omkring en times spil lykkedes det så for sydvest at få dirket vores forsvar op og reducere til 2-3, og så havde vi næsten forventet et kompromisløst stormløb for udligningen, men dette udeblev stort set, eller også var det bare fordi vi fortsatte med at kæmpe som hold, så de blev lukket ned.... En stor cance havde de dog, da de får sendt en lang bold frem i venstre side, som næsten giver en friløber som afsluttes på kanten af feltet, og rammer indersiden af stolpen, og ryger i spil igen.

Der var forløsning hele vejen rundt da dommeren fløjtede kampen af, for nu var det trods dårlige odds alligevel lykkedes at indfri målsætningen om en top fire placering, og det var også helt fortjent at det lykkedes for os.
Hjemmeholdet kunne som nævnt også glæde sig efter kampen, da deres opryknign også var sikret, så nu er der lagt op til nye lokalopgør i foråret, hvor der spilles om to pladser i Danmarksserien.

Som altid har Sydvest's træner altid mere travlt med at kommentere modstandere og diverse hjemmesider end koncentrere sig om sit eget. Det bruger vi ikke tiden på i Aabenraa, vi spiller fodbold.

Der trænes nu sidste gang mandag i Aabenraa, inden vinterferien indledes. Og så startes der snart op på den nye sæson med fysisk træning og til januar gælder det opstarten på kunstgræs i haderslev.

En stor tak, for en spændende sæson, til alle spillere, ledere og trænere. Håber at se jer alle igen, når den nye sæson starter...!

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar